Dagen er ung og kroppens sprog så gammel som tidernes morgen

𝑽𝒊 𝒌𝒂𝒏 𝒈𝒆𝒏𝒐𝒑𝒅𝒂𝒈𝒆 𝒅𝒆𝒕...

FORUDEN HISTORIE

Har du nogensinde mærket hvem du er når historien om dit liv, og dine erfaringer ophører?

Når hvad du har oplevet, opnået, eller ikke har, forsvinder, når du står uafhængig af dine overbevisninger, eller uløste ting, når alt der ikke er '𝘗𝘓𝘈𝘋𝘚' i dit indre, træder i baggrunden.

Når der i stedet åbner sig 𝐫𝐮𝐦, 𝐬𝐭𝐢𝐥𝐡𝐞𝐝... eller åbner sig rum omkring dine erfaringer.

Hvor du kan indhyldes af i din egen omsorg og forståelse for hvad var, måske ikke længere er, måske er. Hvor du indhyldes af dit eget nærvær. Dit 𝒍𝒊𝒈𝒆 𝒉𝒆𝒓 og 𝒍𝒊𝒈𝒆 𝒏𝒖.

Vi alle har brug for det 𝐟𝐫𝐢𝐫𝐮𝐦 i os. Det frirum som er os.

𝐌𝐞𝐭𝐚 𝐩𝐥𝐚𝐧 er der vidst nogle der kalder det. En måde at anskue sig selv lidt ovenfra og fra afstand.

For mig er det det tætteste vi kan komme med vores kerne.

Tæt med vores 𝐢𝐧𝐝𝐞𝐫𝐬𝐭𝐞 𝐯𝐚𝐞𝐬𝐞𝐧. Om Meta eller ej, aner jeg faktisk ikke...

Hverken rigtig ovenfra eller vækfra...og alligevel måske...

I virkeligheden skuer vi ikke på Os fra afstand, vi anskuer livets foranderlighed, reaktioner, mønstre, og "være"måder der udfolder sig på vores indre scene; i Os, og vi anskuer fra Os, igennem Os, som Os.

Sommetider kan scenen blive så fyldt med alt muligt at det tager pusten og vi kommer til at miste fornemmelsen af dette indre rum, og af os selv.

Sommetider i en grad at vi simpelthen flytter ud, så vi ikke behøver at forholde os til hverken smerte eller ubehag derinde i kroppen.

Kroppen, som næsten kan blive en slags mekanisk hundehvalp, vi forsøger trække rundt i en snor, og som vi lidt uforstående skælder ud på, når den ikke lystrer.

Det er på alle mulige måder en smart mekanisme, altså at flytte ud.

Men er også én der efterlader os udstødt.

𝘈𝘵 𝘬𝘰𝘮𝘮𝘦 𝘵𝘪𝘭𝘣𝘢𝘨𝘦 𝘵𝘪𝘭 𝘬𝘳𝘰𝘱𝘱𝘦𝘯 𝘦𝘳 𝘢𝘭𝘵𝘢𝘧𝘨ø𝘳𝘦𝘯𝘥𝘦. 𝘋𝘦𝘯 𝘦𝘳 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘴𝘵æ𝘳𝘬𝘦𝘴𝘵𝘦 𝘢𝘭𝘭𝘪𝘦𝘳𝘦𝘥𝘦, 𝘧𝘰𝘳𝘥𝘪 𝘥𝘦𝘯 𝘈𝘓𝘛𝘐𝘋 𝘦𝘳 𝘣𝘶𝘯𝘥 æ𝘳𝘭𝘪𝘨 𝘰𝘨 𝘵𝘳𝘰 𝘪𝘮𝘰𝘥 𝘰𝘴 𝘰𝘨 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘪𝘯𝘥𝘳𝘦 𝘰𝘮𝘴𝘵æ𝘯𝘥𝘪𝘨𝘩𝘦𝘥.

𝘋𝘦𝘯 𝘦𝘳 𝘭𝘪𝘨𝘦 𝘕𝘜, 𝘰𝘨 𝘶𝘮𝘪𝘥𝘥𝘦𝘭𝘣𝘢𝘳. 𝘈𝘵 𝘣𝘭𝘪𝘷𝘦 𝘷𝘦𝘯𝘯𝘦𝘳 𝘮𝘦𝘥 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘬𝘳𝘰𝘱 𝘦𝘳 𝘥𝘦𝘳𝘧𝘰𝘳 𝘢𝘭𝘧𝘢 𝘰𝘨 𝘰𝘮𝘦𝘨𝘢 𝘯å𝘳 𝘥𝘦𝘵 𝘨æ𝘭𝘥𝘦𝘳 𝘦𝘯 æ𝘳𝘭𝘪𝘨 𝘴𝘯𝘢𝘬 𝘰𝘮 𝘷𝘰𝘳𝘦𝘴 𝘳𝘦𝘦𝘭𝘭𝘦 𝘵𝘪𝘭𝘴𝘵𝘢𝘯𝘥 𝘰𝘨 𝘦𝘯 æ𝘳𝘭𝘪𝘨 𝘳𝘦𝘭𝘢𝘵𝘪𝘰𝘯 𝘮𝘦𝘥 𝘰𝘴 𝘴𝘦𝘭𝘷.

𝑳𝑨𝑫 𝑲𝑹𝑶𝑷𝑷𝑬𝑵 𝑻𝑨𝑳𝑬!!

~ Og lad den svare langsomt, i sit tempo, sit sprog. 𝐁𝐥𝐢𝐯 𝐡𝐞𝐫 med den, imens den taler, måske lidt på afstand, måske i en helt tæt omfavnelse. Men bliv her. Så meget du nu kan.

𝐒𝐨𝐦𝐦𝐞𝐭𝐢𝐝𝐞𝐫 kræver det tid at lære os at kende her, i et land vi havde glemt existerede og et sprog vi måske aldrig har lært.

𝐇𝐞𝐥𝐝𝐢𝐠𝐯𝐢𝐬 er der tid endnu. Og plads til at lære selvom vi bliver ældre.

Og 𝐝𝐞𝐭 𝐬𝐦𝐮𝐤𝐤𝐞𝐬𝐭𝐞 ved denne rejse er, for hver samtale, hvert øjeblik, hver udfordring hvori vi formår ikke at vende os selv ryggen, vinder vi os selv tilbage lidt mere.

For alt vi oplever og lærer, er Os.

Og dagen er ung endnu.