Mod og menneskebørn og livets store rejse.

I dag blev jeg spurgt: "Altså, hvad gør du når du laver Shiatsu?"

Og det var et af de tidpunkter hvor alt jeg sagde, lød en smule abstrakt, luftigt og langt væk....

En smule langhåret måske og lidt uhåndgribeligt.

Og måske er det i virkeligheden altid (lidt) sådan...

Altså uhåndgribeligt.

I hvertfald på det plan der er vores helt egen umiddelbare oplevelse...

Set igennem det kropslige og sanselige univers.

Inden vi har nået at forme og reflektere eller forstå noget som helst om noget som helst, eller fundet sammenhænge i hændelser.

Der er et felt i vores oplevelse som altid er helt umiddelbart.

Hvor vi står foran livets store potentialeport.

Intet endnu udfoldet, og dog...

Imens alene øjeblikket står på, med alt hvad det indebærer.

Ingen færdig udformet forståelse om hvem vi er lige nu eller var, eller hvad bliver.

Ingen forsikringer.

Blot øjeblikkets tilkendegivelse af sansning. Igennem hvilken vi og livet bliver til,

steds...og navnløse.

Og i dag er Shiatsu det.

Et formløst rum og sansning.

Måske kan det give anledning til at vi et øjeblik kan møde os selv lige præcist her.

Måske kan det ikke.

Måske overvejer ønsket om at være længere, bedre, dygtigere, sikrere, eller være et andet sted, noget andet end er, eller allerede være nået et sted hen...

Det er ikke særligt opløftende at lave løfter om ingenting.

Det kan jeg godt se.

Men måske er det lige præcis det der er humlen.

At opdage...

Wauw, det er så lidt, jeg vil eller kan mig selv, min indre eller ydre (måske begge dele) omstændighed og tilstand lige nu.

Og gad vide om noget af ubehaget og følelsen af at være fanget eller ufri ligger i præmissen om at være en anden end dette øjebliks sansning.

At lære at stå i det indre spændingsfelt med os selv, også når det larmer.

Og finde balancen imellem den trygge afstand og nærværet vi behøver med os selv, for at forblive til stede og give plads til at nerverne og tilstanden vi finder os i, kan løbe igennem os og dermed (måske) regulere.

Fordi måske kræver tilstanden mere eller længere tid end vi i vores ønske om fred kan tillade lige nu.

Vi kan ikke være anderledes end øjeblikket vi er det.

Så svært det end kan være at acceptere.

Og vi vokser og ændrer os i kraft af mødet med os selv. Det svære såvel som det lette.

ALT vi har mødt af os, (be)lærer og udvikler os.

Vokser os en tand større end vi var for et øjeblik siden.

Et større rum som livet og vi holdes i.

Måske vi kan finde kærligheden frem til uvisheden og holde os ømt i usikkerheden og frygten det måtte fremmane i os.

For der er ingen tvivl om at livet vil servere tilstandene for os, de udfordrende.

Det indre spændingspunkt, hvor det vi var engang må skifte ham, slippe til fordel for noget endnu ukendt, og nyt.

Det første skridt, i et tilsyneladende helt nyt hylster.

På sin vis er det det modigste vi kan gøre, at møde os selv som de sårbare, følende væsener vi er.

Menneskebørn på livets store rejse.

Samtidig er det livets fest. Og livet der vælger sig selv.

Sikke en komplex tilstedeværelse vi både befinder os i, og rummer.